Flere caféer og restauranter i den centrale del af Aarhus blev i weekenden udsat for indbrud.
Østjyllands Politi oplyser, at der ved indbruddene er der sket indstigning via knuste ruder eller ødelagte døre, og udbyttet fra indbrudstyverierne har været mindre kontantbeløb.
På Gammel Munkegade var der i løbet af natten til søndag blevet forsøgt knust en rude til en café uden held, mens det i løbet af samme nat var gået værre ud over blandt andet en restaurant på Frederiks Allé, hvorfra der var blevet stjålet et kasseapparat med nogle tusinde kroner i.
Også en restaurant på Østergade, en café på Borggade, en restaurant på Godthåbsgade, en café på Møllevejen og en restaurant på Kaserneboulevarden har været udsat for indbrud i løbet af natten til søndag.
Østjyllands Politi undersøger nu indbrudssagerne og opfordrer samtidig alle erhvervsdrivende til at fjerne kontanter efter lukketid.