Hvad der begyndte som et grundlovsforhør endte fredag med en straksdom på seks års fængsel og udvisning for bestandig, da en 31-årig hollandsk mand fredag tilstod at have medvirket til indsmugling af et stort parti narkotika fra Holland til Danmark.
Den mand var sigtet for i marts 2020 at have medvirket til indsmugling af et stort parti narkotika fra Holland til Danmark, som han transporterede hertil i en lastbil.
I retten tilstod hollænderen, at han den 11. marts 2020 leverede flere kilo kokain og adskillige kilo hash til en 46-årig dansk mand på Kanalholmen i Hvidovre, og at han senere samme dag også leverede flere hundrede kilo hash til en 36-årig dansk mand på Kornmarksvej i Hvidovre.
De to danske mænd, som begge blev anholdt kort tid efter leveringerne, har erkendt at have modtaget de mange kilo narkotika. De blev begge dømt ved retten i Aarhus den 20. marts 2020. Den 46-årige mand blev straffet med fængsel i syv år, og den 36-årige blev straffet med fængsel i to år.
Fredagens grundlovsforhør endte med en straksdom til den 31-årige hollandske mand.
Manden modtog dommen, og skal nu retur til Holland, hvor han skal afsone fængselsstraffen.
-Jeg er rigtig godt tilfreds med, at der kunne falde en hurtig dom i sagen, hvilket navnlig skyldes et virkelig godt stykke efterforskningsarbejde og et rigtig godt samarbejde mellem det danske og det hollandske politi,” siger advokaturchef i National Enhed for Særlig Kriminalitet Vest Camilla Winther Wagner.
Sagen har været efterforsket i tæt samarbejde mellem NSK Vest og flere hollandske politienheder. Den hollandske mand blev udleveret fra Holland til strafforfølgning i Danmark på baggrund af en europæisk arrestordre udstedt af retten i Aarhus.