Retten i Glostrup har i dag idømt fem unge svenske mænd mellem 20 års fængsel og fængsel for livstid for drab på to andre svenske mænd i Herlev.
Drabet fandt sted den 25. juni omkring kl. 17.50 sidste år i Sennepshaven i Herlev. Her blev to svenske mænd skudt og dræbt med automatvåben på offentlig vej.
På baggrund af intensiv efterforskning, kunne dansk politi få dage efter drabet anholde en af de nu dømte i en lejlighed i Aarhus, og efterfølgende blev de øvrige nu dømte anholdt af svensk politi på Københavns Vestegns Politis foranledning og udleveret til Danmark.
-At det relativt hurtigt lykkedes at identificere og anholde gerningsmændene, skyldes rigtig godt efterforskningsarbejde og et endog meget tæt samarbejde mellem politi og anklagemyndighed på begge sider af Sundet, siger senioranklager Rasmus Kim Petersen.
Selv om der var tale om et opgør mellem to svenske bander, har Retten i Glostrup vurderet, at de fem tiltalte også kunne dømmes efter den særlige bandeparagraf 81a. I den forbindelse udtaler senioranklageren:
-Dommen sender et markant signal til svenske bandekriminelle om ikke, at tage deres konflikter med til Danmark, siger Rasmus Kim Petersen.
Forskellen i straf til de fem dømte skyldes, at to af gerningsmændene var under 18 år, da de begik deres forbrydelse. I henhold til dansk lov kan de derfor maximalt idømmes 20 års fængsel. Det er første gang i Danmark, at der er udmålt en så langvarig straf til gerningsmænd, der var under 18 år på gerningstidspunktet.
De dømte blev samtidig idømt udvisning af Danmark for bestandigt, når deres afsoning er afsluttet.