Seks mænd er blevet tiltalt for systematisk at have begået databedrageri mod ældre borgere for mange millioner kroner.
Ifølge Københavns Politi er bedragerierne er foregået ved, at de tiltalte har ringet til ældre borgere og har overtalt dem til at oplyse blandt andet personnumre og koder fra NemID-nøglekort, idet de foregav at være fra banken eller lignende.
Det lykkedes i 157 tilfælde de tiltalte at skaffe sig adgang til personernes netbank og overføre i alt knap 11 millioner kroner fra disse konti til andre konti, som de tiltalte havde rådighed over.
De tiltalte er 4 danske statsborgere og 2 afghanske statsborgere i alderen fra 20 til 24 år.
Bedragerierne er foregået i perioden november 2018 til august 2019 og spænder over flere politikredse. Sagen har været efterforsket af efterforskningsfællesskabet Særlig Efterforskning Øst (SEØ) siden juli 2019 på baggrund af en henvendelse fra Landsdækkende Center for IT-relateret økonomisk Kriminalitet (LCIK).
-Der er tale om en meget omfattende og alvorlig sag om databedrageri, som vi sjældent ser i denne størrelsesorden. Det er politiet og anklagemyndighedens opfattelse, at bedragerierne er foregået organiseret og systematisk over 10 måneder, siger senioranklager Rasmus von Stamm.
Den 15. august 2019 anholdt politiet seks personer, som siden da har været varetægtsfængslet.
Sagen starter den 3. august ved Retten i Lyngby og er berammet til at vare 25 retsdage.