Tre malerier stjålet fra biblioteket i Holbæk, dukkede op til salg på internettet.
I sidste uge blev et maleri stjålet fra en udstilling på biblioteket, formentlig har tyven taget billedet midt i åbningstiden.
Natten til tirsdag blev der så stjålet to malerier mere, denne gang under et indbrud i biblioteket.
Malerierne var et portræt af John Lennon, et portræt af Lady Gaga og et billede af en dryade – en sagnfigur. Alle tre malet af Oksana Balera.
Sagen fik meget omtale i lokale medier, og derfor blev mange almindelige borgere opmærksomme på sagen. Heldigvis, kan man sige, for det gjorde nemlig, at der også var mange, som lagde mærke til, at de tre stjålne malerier var sat til salg på Facebook.
Politiet kørte hjem til sælgeren, en 38-årig mand, og ransagede han bopæl. Her dukkede de tre malerier op.
Den 38-årige blev anholdt og sigtet for både tyveri af et maleri i bibliotekets åbningstid samt for tyveri af de to sidste malerier i forbindelse med et indbrud på biblioteket.