Danskere i Ukraine opfordres til at forlade landet med det samme og samtidig frarådes alle rejser til landet.
Det er den aktuelle sikkerhedsmæssige situation i og omkring Ukraine, som for Udenrigsministeriet til at hæve sikkerhedsniveauet i rejsevejledningen for Ukraine til rød.
Der er fortsat mulighed for at forlade Ukraine med almindelige flyruter og via vej- og togtransport. Det er, ifølge Udenrigsministeriet, ikke muligt at sige, hvorvidt eller hvornår de muligheder måtte indskrænkes, og danskere i Ukraine opfordres derfor til at forlade landet. Samtidig oplyser Udenrigsministeriet, at de danske myndigheder ikke kan garantere bistand til danskere, der vælger at blive i Ukraine, på et senere tidspunkt.
Ambassade forbliver åben – for nu
Danmark har, i lighed med en række andre lande, valgt at reducere antallet af udsendte medarbejdere på ambassaden. De udsendtes familier er eller vil snarest udrejse af Ukraine.
På trods af reduktionen af medarbejdere, forbliver den danske ambassade i Kyiv åben og operationsdygtig for nu. Det sker blandt andet for at kunne holde en tæt kontakt til Ukraines regering i den nuværende situation, som Udenrigsministeriet beskriver som “vanskelig”, og så skal ambassaden også sikre, at den danske bistand til landet kan fortsætte.
Ambassadens mulighed for at bistå danskere i Ukraine kan dog reduceres både væsentligt og pludseligt afhængig af udviklingen i landet, oplyser Udenrigsministeriet, som opfordrer alle danskere og personer med lovligt ophold i Danmark til at registrere sig på Udenrigsministeriets såkaldte danskerliste med det samme, og at man afmelder sig danskerlisten igen, når man har forladt Ukraine, så Udenrigsministeriet har et retvisende billede af, hvem og hvor mange personer der befinder sig i Ukraine.