Nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen

Hold afstand til andre i det offentlige rum, hvor det er muligt. Sådan lyder den nye anbefaling fra Sundhedsstyrelsen om afstand for at forebygge smitte med ny coronavirus. Der er dermed ikke længere krav om hvor meget plads, der skal være mellem personer.

-Vi er nu et sted, hvor vi har god kontrol med smitten i samfundet, fordi der er så mange, der har taget imod tilbuddet om at blive vaccineret. Derfor kan vi tilpasse forebyggelsesanbefalingerne, så man både kan opretholde en normal hverdag, samtidig med at vi holder fast i, at vi skal forebygge smitte, siger Helene Bilsted Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.

Alle opfordres stadig til at følge de seks generelle anbefalinger, for at undgå smitte med COVID-19 og andre smitsomme sygdomme, som særligt cirkulerer i efterårs- og vintersæsonen, for eksempel influenza. 

-Det er meget væsentligt at understrege, at vi skal holde fast i fortsat at efterleve de gode råd til forebyggelse af smitte, da der fortsat er en epidemi, og den nu dominerende deltavariant er både mere smitsom og kan give anledning til flere indlæggelser end de tidligere varianter, siger Helene Bilsted Probst, som også mener, at vaccination er et helt afgørende  redskab i forebyggelse af smitte.

Sundhedsstyrelsen anbefaler stadig, at man bliver hjemme, når man er smittet med ny coronavirus eller har symptomer på sygdom. Det er også fortsat vigtigt at blive testet, hvis man har symptomer. Man bør desuden være ekstra opmærksom på de gode råd og bruge mundbind, når man bevæger sig ud for at blive testet for COVID-19. Det samme gælder, når man skal til lægen.

-Der er jo stadig coronavirus i samfundet, så derfor skal vi fortsat være opmærksomme ved sygdom. Men gør vi det, så er der også mulighed for gradvis at nærme os den hverdag, som vi kender fra før COVID-19, og som mange har savnet. Den hverdag skal vi mere tilbage til nu, siger Helene Bilsted Probst.

Fakta:

Sundhedsstyrelsens seks generelle råd til smitteforebyggelse er:

  • Bliv vaccineret
  • Bliv hjemme og bliv testet, hvis du får symptomer
  • Hold afstand
  • Luft ud og skab gennemtræk
  • Vask dine hænder tit eller brug håndsprit 
  • Gør rent, særligt overflader som mange rører ved