De zoologiske haver bløder fordi de skal holde lukket, og ingen indtægter får fra gæsterne. Regeringens manglende “ok” til genåbning, kan betyde, at dyr må aflives.
Da statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag fremlagde planen for genåbningens fase 2, måtte landets zoologiske haver sande, at der ikke blev givet lov til at de åbnede.
Landets zoologiske haver bløder i disse uger. Siden regeringen lukkede Danmark ned, har de måttet holde lukket, men selvom de har lukket, er der stadig store udgifter til både personale, vedligeholdelse og fodring af dyrene.
I Københavns Zoo og andre haver i landet havde man taget en masse forholdsregler og gjort klar til at åbne 1. maj, hvilket de efter retningslinjerne gerne måtte. Men så meldte regeringen ud, at det ville være uhensigtsmæssigt, og planerne blev skrinlagt.
Derfor havde de zoologiske haver et håb – og en forventning – om, at regeringen ville lade dem åbne som en del af fase 2. Ikke mindst på baggrund af en rapport fra Statens Serum Institut i onsdags, som gjorde det klart, at zoologiske haver kunne genåbnes, uden det ville få betydning for smittespredningen. Men det fik de ikke lov til. Kun dyreparker, hvor gæsterne kører rundt i bil, fik lov til at åbne.
De almindelige zoologiske haver må væbne sig med tålmodighed.
Det betyder, at udgifterne fortsætter med at være der, mens indtægterne mangler. Alene Københavns Zoo forventer et underskud på mindst 50 millioner kroner i år, som følge af coronakrisen.
I forbindelse med regeringens udmelding torsdag, sagde administrerende direktør i Københavns Zoo, Jørgen Nielsen til Ritzau, ifølge Kristeligt Dagblad, at han ser sig nødsaget til at se på, hvormange dyr parken har råd til at passe:
-Allerede fra i aften kan vi være tvunget til at se ind i at reducere vores dyrebestand i Zoologisk Have i København..
Pingback: Regeringen indfører forbud mod at trodse genåbningsplan – NyDag