Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, undervurderede, hvor hurtigt en magtovertagelse i Kabul ville finde sted.
Det oplyser tjenesten selv i en pressemeddelelse onsdag.
Så sent som mandag d. 9. august, altså bare seks dage før Taliban indtog Kabul, fortalte FE’s Folketingets partier på en briefing, at det var mindre sandsynligt, at ville falde inden udgangen af året.
Fredag d. 13. august nærmede Taliban sig hastigt Kabul og to dage senere, søndag d. 15. august, kunne Taliban-folk lade sig fotografere i præsidentpaladset efter Afghanistans præsident Ashraf Ghani havde forladt landet og mens de vestlige allierede kæmpede for at evakuere sine statsborgere og lokale ansatte.
-Det var ikke en overraskelse, at Kabul faldt, men hastigheden, som det skete med, havde vi ikke anset som sandsynlig. Vi baserede vores vurderinger på det efterretningsgrundlag, vi havde til rådighed fra blandt andet egen indhentning, Forsvaret og internationale partnere, men det har vist sig, at vores vurdering simpelthen var for optimistisk, siger fungerende chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Svend Larsen.
FE vil inddrage erfaringerne i det interne kvalitetsarbejde.
-Det er naturligt, at vi ser på vores vurderinger i denne sag. Efterretningstjenester i andre lande er i samme situation, og der har da også knyttet sig særlige udfordringer til situationen i Afghanistan, fordi adgangen til informationer er blevet svækket som følge af koalitionens tilbagetrækning. Disse forhold ændrer dog ikke på, at vi naturligvis skal lære af forløbet, siger Svend Larsen.