Regeringen er sammen med et bredt flertal i Folketinget blevet enige om en ny hjælpepakke, som skal holde hånden under økonomisk udfordrede AMU-udbydere.
Coronakrisen har nu også ramt AMU-udbyderne, hvoraf flere melder om faldende kursusaktivitet og dermed også slunkne pengekasser som følge af COVID-19-nedlukninger. Arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) er et centralt uddannelsestilbud til faglærte og ufaglærte, og en opkvalificering eller omskoling via AMU kan styrke den enkeltes fodfæste på arbejdsmarkedet og give virksomhederne bedre adgang til kvalificeret arbejdskraft.
For at sikre, at det også er muligt at deltage på et AMU-kursus landet over efter coronakrisen, er regeringen og nu blevet enige om en økonomisk hjælpepakke til de skoler, der udbyder AMU.
Med hjælpepakken kan alle AMU-udbydere modtage et økonomisk særtilskud, hvis de oplever faldende aktivitet i 2020 sammenlignet med 2019. Dermed afhænger hjælpepakkens størrelse af, hvordan kursusaktiviteten udvikler sig i resten af 2020.
-Med hjælpepakken er vi enige om at spænde et sikkerhedsnet ud under de AMU-udbydere, der mister penge, fordi der er færre kursister i år end sidste år. Netop nu, hvor vi desværre ser stigende arbejdsløshedstal, spiller AMU-udbydere en ekstra vigtig rolle i vores samfund. De er både med til at hjælpe mennesker med at lære nyt og dermed holde fast i deres arbejde og ruste andre til at komme tilbage i arbejde gennem deres forskellige kursus- og uddannelsestilbud, siger Pernille Rosenkrantz-Theil, børne- og undervisningsminister.
Hjælpepakken indeholder følgende initiativer:
- Tilsagn om økonomisk særtilskud ved faldende kursistaktivitet i 2020 sammenlignet med 2019.
- Tilskud betales til hver udbyder med et beløb på 100.000 kr. pr. mistet års-kursist.
- Særtilskuddet udbetales for den mistede aktivitet samlet set, dvs. både for beskæftigede og for ledige.
- Tilskuddet beregnes og udbetales i januar 2021, når skolerne har indberettet hele deres aktivitet for 2020.
Aftalen er indgået mellem regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet, Liberal Alliance og de fire grønne løsgængere.