Om natten, når de fleste sover, er der børn og unge, der ligger vågne med svære tanker og følelser. Hver tredje samtale handler om psykisk mistrivsel såsom selvmordstanker, selvmordsforsøg, psykiske lidelser og angst. Mange af samtalerne rummer flere af problemstillingerne på samme tid.
Det viser en ny analyse, Børns Vilkår har lavet på baggrund af det første år med døgnåben på BørneTelefonen. Analysen baserer sig på i alt 6.425 samtaler fra 1. november 2021 til 31. oktober 2022 i tidsrummet 23-07.
En 16-årig har efter en akutanbringelse forsøgt selvmord flere gange. En 17-årig har slugt skarpe genstande og tør ikke dele det med forældrene af frygt for, at de bliver skuffede. En 15-årig er på vej mod en bro for at begå selvmord.
Det er eksempler på nogle af nattens samtaler, som i flere tilfælde er endt med, at rådgivere har kontaktet politi, ambulance eller psykiatrien, så børnene eller de unge har fået den rette hjælp.
-Det er rystende og trist, når børn og unge er vågne om natten, fordi de er fortvivlede og modløse. Det bekræfter behovet for, at BørneTelefonen er døgnåben, så der altid er en voksen at række ud til. Psykisk mistrivsel fylder stadig blandt børn og unge, og vi forudser, at rådgiverne også fremover får travlt med at besvare endnu flere af de alvorlige samtaler, siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.
Politisk prioritering mangler
Knap hver ottende samtale i tidsrummet 23-07 handler om selvmordstanker og selvmordsforsøg – det er mere end dobbelt så meget som i resten af åbningstiden.
-Vi har flere gange understreget behovet for en national handleplan mod psykisk mistrivsel, og det holder vi fast i. Ingen kan være tjent med, at flere og flere børn og unge ender i mistrivsel. Det er afgørende, at politikerne prioriterer at knække den stødt stigende kurve. Der skal investeres mere i forebyggelse frem for først at reagere, når psykiatri og akutberedskab skal i spil, siger Rasmus Kjeldahl.
Børns Vilkår har stillet konkrete forslag til, hvad der kan forebygge og løse psykisk mistrivsel blandt børn og unge. En del af det handler om at skabe gode og inkluderende fællesskaber for børn og unge i dagtilbud, fritidstilbud og op gennem uddannelsessystemet.
BørneTelefonen har tlf. 116 111. Det er gratis og anonymt at ringe, sms’e eller chatte.
HØRT er en døgnåben chatrådgivning målrettet unge, som man tilgår via hørt.dk.