Det var grov sabotage – så klart udtrykker den svenske anklager Mats Ljungqvist sig på baggrund af de undersøgelser, der er foretaget ved Nord Stream-gasledningerne efter bruddet i september.
Det skriver flere svenske medier, heriblandt Expressen.se.
Mats Ljungqvist leder de svenske forundersøgelser af bruddet på Nord Stream, og han bekræfter nu, at der er fundet sprængstof på stedet.
Bruddet blev opdaget i slutningen af september, ved at der sev gas op til overfladen. Senere viste det sig, at der var fire brud på de to gasrørledninger Nord Stream 1 og Nord Stream 2. To af brudende var i den danske økonomiske zone og to i den svenske økonomiske zone.
Det stod allerede tidligt klart, at der formentlig var tale om sabotage, da sprængningerne havde givet udslag i de seismologiske målinger.
Nu er det så bekræftet af den svenske undersøgelse.