Caféer, professionel sport, detailhandlen, udendørs idræt og undervisning for de store elever er blandt de ting, som nu åbnes.
Regeringen er sammen med Folketingets partiet blevet enige om hvordan fase 2 af genåbningen af Danmark, skal være.
Det oplyser Regeringen i en pressemeddelelse torsdag aften.
Af pressemeddelelsen fremgår det, at aftalen bl.a. er blevet til på baggrund af rådgivning fra ekspertgruppen under Statens Serum Institut (SSI) samt den økonomiske ekspertgruppe.
Regeringen og partierne er blevet enige om:
Fuld åbning af detailhandel (11. maj)
Detailhandlen – herunder storcentre – kan genåbne under de retningslinjer, som er aftalt i sektorpartnerskabet – ”Retningslinjer om ansvarlig indretning af udvalgsvarebutikker i detailhandlen mv. i lyset af udbruddet af COVID-19”.
Restaurations- og caféliv og lign. påbegyndes (18. maj)
Restauranter, caféer og lign. kan servere under nærmere retningslinjer bl.a. vedrørende åbningstid, fysisk afstand mv.
6.-10. klasser i gang (18. maj)
De større børn kommer i skole igen. Kommuner og skoler får lokal fleksibilitet til at tilrettelægge den nærmere organisering inden for de sundhedsfaglige retningslinjer, som aftales i sektorpartnerskab. Det gælder også klubtilbud.
Undervisning og eksamener med krav om fysisk fremmøde.
Desuden åbning af STU, EUD og FGU (18. maj)
Hjemmearbejde i private virksomheder
Det er lagt til grund, at væsentligt flere privatansatte møder fysisk ind på arbejde som normalt.
Professionel idræt uden tilskuere
Åbningen omfatter hele den professionelle idræt, der kan åbne straks.
Ind- og udlån på biblioteker (18. maj)
Idræts- og foreningsliv – udendørs
Der kan, under de gældende regler, gennemføres sundhedsmæssigt forsvarlige aktiviteter udendørs.
Folkekirken og trossamfund i gang (18. maj)
Kirker og trossamfund aftaler i sektorpartnerskab, hvordan åbningen tilrettelægges sundhedsmæssigt forsvarligt.
Afslutning af forløb på efterskoler (18. maj)
Der udarbejdes i samarbejde mellem efterskolerne og sundhedsmyndighederne nærmere retningslinjer, der skal sikre, at smitterisikoen mindskes mest muligt. Desuden skal der sikres en model for, at selvisolation af COVID-19 positive personer og eventuelt deres familier vil kunne opretholdes.
Zoologiske anlæg, hvor gæsterne transporterer sig i bil, kan være åbne.
De nærmere retningslinjer aftales i sektorpartnerskab.
Regeringen vil løbende foretage nødvendige tilpasninger i den offentlige sektor fx ift. forsvar, politi, socialområdet, tilsyn, certifikatkurser mv.
I takt med genåbningen er der behov for, at Arbejdstilsynet og andre offentlige tilsyn og kontrolmyndigheder følger med.
Dialog om grænser
Regeringen er i dialog med vores nabolande og der vil blive taget stillingen til den midlertidig grænsekontrol med indrejseforbud samt de skærpede rejsevejledninger. Regeringen melder ud herom senest den 1. juni 2020.