Flere tidligere medlemmer af DR’s Pigekoret har været udsat for krænkende adfærd i form af seksuel chikane og DR’s ledelse har svigtet.
Det fremgår af den advokatundersøgelse, som DR igangsatte i foråret, og som DR i dag har fremlagt resultatet af.
Undersøgelsen baserer sig på 129 indberetninger, primært fra tidligere medlemmer af Pigekoret, samtaler med disse indberettere, en lang række interviews med centrale aktører samt analyse af skriftligt materiale. Gennem de seneste måneder har et større hold ansatte hos advokaten arbejdet intensivt med undersøgelsen.
Der tegner sig ud fra indberetningerne et overordnet billede af et miljø, kendetegnet ved at grænserne for det normale har været flyttet. Bl.a. har der været et vulgær, sjofel og voldsomt seksualiseret sprogbrug, flirtende og seksualiseret stemning, været udtryk som “Tag-selv-bord” og ingen tog ansvar for at stoppe adfæren.
Kulturen i Pigekoret tilbage i tiden
- Vulgær, sjofel og voldsomt seksualiseret sprogbrug
- Flirtende og seksualiseret stemning og stort fokus på fremtoning
- Grænserne for, hvor tæt mænd burde komme på kormedlemmerne, blev overskredet
- Udtryk som ‘Tag-selv-bord’ er gået igen i mange beretninger
- I perioder en alkoholiseret kultur
- Ingen tog ansvar for at stoppe adfærd
- En tavshedskultur
- Kæresteforhold mellem kormedlemmer og voksne omkring Pigekoret
- Tilfælde af grov mobning
Kilde: DR.dk.
Det er advokatens opfattelse, at den kultur, der har været i og omkring Pigekoret – også set med datidens øjne – på ingen måde kan anses for at have levet op til, hvad man med rette kunne forvente.
Ved 64 beretninger er der, ifølge advokaten, grundlag for at antage, at der har været udvist adfærd, som må anses for at kunne kvalificeres som krænkende adfærd i form af seksuel chikane – herunder uønsket seksuel opmærksomhed. 64 beretninger kan henføres til adfærd fra seks forskellige voksne omkring Pigekoret.
I langt de fleste tilfælde er der tale om forhold, der ligger 20-50 år tilbage i tid, men der er også nogle af beretningerne, der relaterer sig til 00’erne og perioden frem til 2010. Der er ikke afdækket nogen tilfælde efter 2010.
Der var bl.a. tale om fysiske tilnærmelser som omklarming, berøringer, intense kram, ufrivillige kys – herunder langvarige tungekus og befamlinger. De fysiske tilnærmelser er i flere tilfælde sket i situationer, hvor den, der har udvist adfærden, har været alene med det pågældende kormedlem, ligesom sådanne fysiske tilnærmelser i flere tilfælde er sket i forbindelse med indtagelse af alkohol. Desuden har der været tale om verbale tilnærmelser, som f.eks. seksualiserende opfordringer og hentydninger, herunder er der eksempler på adfærd, der har været oplevet som værende af groominglignende karakter.
Ledelsessvigt
Advokatundersøgelsen viser også, at der har været massivt svigt fra DR’s ledelses side.
Af undersøgelsen fremgår det, at der i perioden 1982 – 2005 har været indgivet otte klager eller henvendelser til DR om muligt krænkende adfærd eller bekymring for en seksualiseret kultur i Pigekoret.
Advokatundersøgelsen konstaterer, at den ledelsesmæssige håndtering i seks af disse sager har været utilstrækkelig eller ikke fuldt tilstrækkelig. F.eks. er der klager, som har været behandlet af den person, som de rer klaget over. Andre klager er behandlet af de forkerte. Klager er ikke tilgået ledelse og der er også eksempler på, at klager har været afvist uden reel undersøgelse.
Kigger på mulig erstatningsansvar
Som følge af undersøgelsens konklusioner vil DR nu igangsætte en undersøgelse af muligt erstatningsansvar. Desuden er der indledt en personalesag mod en nuværende medarbejder. Medarbejderen er hjemsendt. Vedkommende har ikke arbejdet i relation til Pigekoret i nyere tid.
Og så vil DR tilbagekalde ærestitler.
Advokaten kommer i undersøgelsen med en række anbefalinger til mulige handlinger i forhold til trivsel, forebyggelse af krænkelser samt klagehåndtering.