Det blev en meget dyr tur, for en 24-årig mand, da han ved 1-tiden natten til mandag tog en pirattaxa hjem fra byen i Aarhus.
Den 24-årige kontaktede mandag formiddag politiet og forklarede, at han var meget beruset, men at han havde aftalt en fast pris med chaufføren, og at pengene skulle overføres via MobilePay.
Da han skulle til at betale for turen, og havde gjort betalingen klar i MobilePay-app’en, sagde chaufføren, at han ikke kunne finde sin telefon og bad den 24-årige tænde lommelygten i sin telefon, så han bedre kunne se. Chaufføren lånte herefter den 24-åriges telefon til at lede efter sin egen.
Det lykkedes ikke chaufføren at finde sin telefon. Han gav den 24-årige mand sin telefon igen og sagde, at det var ligemeget med betalingen. Først da den 24-årige kom op i sin lejlighed opdagede han, at der var overført flere tusinde kroner via MobilePay i stedet for det aftalte beløb.