To mænd er blevet varetægtsfængslet, sigtet for at have slået en mand flere gange med et støvsugerrør.
Episoden fandt sted på en adresse i Viborg den 1. august.
De to mænd, der er henholdsvis 30 og 32 år, blev tirsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers bag lukkede døre.
Den 32-årige er desuden sigtet for at have begået fysisk og psykisk vold mod en 24-årig kvinde, som han har haft et forhold til, oplyser Østjyllands Politi.
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi oplyser, at begge mænd blev varetægtsfængslet i fire uger. De nægter sig begge skyldige og tog forbehold for at kære kendelsen.