En 42-årig mand er blevet dømt for bl.a. besiddelse af en større mængde anabolske steorider og viagra.
Tirsdag blev en 42-årig mand fra Sønderborg Kommune idømt to års fængsel for at have været i besiddelse af 347.830 dopingenheder og 446.637 lægemiddelpiller med henblik på videresalg samt for at have sendt yderligere 167.250 dopingenheder i pakker til forskellige købere.
Dommen faldt ved Retten i Sønderborg.
Konfiskerede pakkeposten
Den 42-årige blev anholdt den 7. februar i sit hjem, efter at Syd- og Sønderjyllands Politi ved en ransagning havde fundet de betydelige mængder doping og lægemiddelpiller på bopælen. Desuden havde politiet konfiskeret i alt 12 pakker med doping, som den 42-årige havde forsøgt at sende som pakkepost.
For dopingmidlernes vedkommende har der primært været tale om anabolske steroider, og for lægemidlernes vedkommende har der i stort omfang været tale om beroligende midler og viagra.
Den 42-årige har under sagen erkendt sig skyldig.
Udbyttet for salget er desuden blevet konfiskeret.