En 45-årig mand fra Odense er blevet dømt for to røverier begået mod Antik Blå i Vintapperstræde i Odense sidste år.
Dommen faldt i går ved Retten i Odense.
Det ene røveri blev begået den 22. marts, og det andet den 13. august.
Røveren kom begge gange ind i butikken, hvor han truede de ansatte med et koben eller en hammer. Han knuste flere glasmontre og tømte dem for deres indhold af smykker.
Ved begge røverier cyklede han efterfølgende fra stedet med tyvekosterne i en taske.
Den 45-årige mand blev anholdt den 1. september sidste hos en bekendt i Horsens.
I retten blev han idømt fire års fængsel.
Den dømte udbad sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.