En 20-årig mand blev fredag blev frifundet i en sag, hvor han var tiltalt for at have voldtaget en 19-årig kvinde, der ikke mente at have givet samtykke til samleje.
Den 20-årige mand og den nu 20-årige kvinde var enige om, at de havde haft samleje natten til den 12. marts i et sommerhus på Djursland, men de var langt fra enige om, hvorvidt den dengang 19-årige kvinde havde givet samtykke eller ej.
Påstand mod påstand
Spørgsmålet om samtykke var omdrejningspunktet for sagen, der fredag blev afgjort ved Retten i Randers, hvor den 20-årige mand stod tiltalt for voldtægt, ved at gennemføre et samleje uden samtykke, og for blufærdighedskrænkelse af den dengang 19-årige kvinde.
-I voldtægtssager er det meget ofte vanskeligt at løfte bevisbyrden, da der typisk kun har været to personer – tiltalte og forurettede – til stede ved episoden. Hvis de to personer har modstridende forklaringer, så er det dybest set påstand mod påstand. Så skal der foretages en troværdighedsvurdering, der også er vanskelig, siger specialanklager Jesper Rubow.
To ud af tre dommere vurderede, at begge parters forklaringer var troværdige, hvorfor der er en rimelig tvivl, som skal komme tiltalte til gode. Den 20-årige mand blev derfor frifundet i sagen.
-Denne sag, hvor dommerne ikke var enige, viser jo netop, at troværdighedsvurderingen er vanskelig, og at det ikke er helt sort/hvidt, siger Jesper Rubow.
Anklagemyndigheden skal nu tage stilling til, hvorvidt dommen skal ankes til landsretten.