Brittas børn idømt fængselsstraf

Justice Statue Lady Justice

Retten i Glostrup dømte i dag Britta Nielsens tre børn for groft hæleri ved at modtage penge og gaver fra deres mor. Alle tre børn har anket afgørelsen.

Britta Nielsen blev ved Københavns Byrets dom af 18. februar 2020 dømt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed over for sin arbejdsplads, Socialstyrelsen.

Hendes børn, to døtre på 33 og 36 år og en søn på 40 år, var tiltalt for hæleri af særlig grov be­skaf­fenhed ved over mere end 10 år at have modtaget kontantbeløb, pengeover­førsler og gaver fra deres mor.

Børnene erkendte i det væsentlige at have modtaget penge, heste, biler og en andelsbolig for henholdsvis 37 mio. kr., 10 mio. kr. og 3,4 mio. kr.

De forklarede, at de ikke vidste, at pengene stammede fra et kriminelt forhold, men troede, at pengene var arv og livsforsikring efter deres far, samt opsparing og investe­ringer, som deres mor havde fortalt dem.

Retten fandt dem skyldige i hæleri af særlig grov beskaffenhed.

Retten tilsidesatte børnenes forklaringer og henviste til, at forældrene havde haft en almindelig økonomi, til størrelsen af de overførte beløb over en lang årrække og til værdien af de indkøbte heste og biler. Retten fandt det efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder forklaringerne fra vidnerne, bevist, at børnene måtte have indset, at det var sandsynligt, at værdierne stammede fra et kriminelt forhold, og havde accepteret dette.

33-årige Samina Hayat, der var den af børnene, som havde modtaget det største beløb, mere end 37 millioner kroner, blev idømt en fængselsstraf på tre år og seks måneder.

36-årige Jamilla Hayat blev idømt fængsel i halvandet år, mens 40-årige Jimmy Hayat blev idømt fængsel i to år og seks måneder. Men i Jimmy Hayats dom var også en dom for besiddelse af børnepornografisk materiale på en ekstern harddisk, som blev fundet i hans kuffert ved anholdelsen i Københavns lufthavn

Retten har konfiskeret udbyttet i form af biler, indestående på bankkonti og en lejlighed.

Alle tre har efterfølgende valgt at anke dommen.

:NB:

Skriv et svar