En eller flere gerningsmænd har natten til tirsdag kastet hvad politiet formoder er brandbomber mod Covid-19 testcentret på Energivej i Ballerup.
Da personalet tirsdag morgen mødte på arbejde, opdagede de glaskår og sod på jorden og tilkaldte politiet.
Københavns Vestegns Politi oplyser, at man på nuværende tidspunkt formoder, at en eller flere personer er kommet ind på området og har kastet en eller flere flasker mod testcentret og, at der formentlig er tale om flasker med brandbar væske.
Ilden er antageligt gået ud af sig selv, uden at antænde noget.
Der var ingen personer på området, da hændelsen skete.
Politiet tager situationen meget alvorligt, og efterforsker fortsat sagen.