En kvindelig fører af en varebil havde så høj promille, at politiet valgte at beslaglægge vognen.
Sagen startede mandag morgen kl. 07.01 da Østjyllands Politi fik en henvendelse fra en 58-årig mandlig bilist, som fortalte, at han havde kørt på Havnevej i Grenaa bag ved en varebil, der kørte noget usikkert og slingrede en del. Pludselig svingede varebilen til venstre ad Hornsleths Allé, hvor den var kørt ind over fortovet og havde ramt et vejskilt. Da han gik hen for at tjekke om føreren af varebilen var ok, kunne han se at den kvindelige fører kørte frem og tilbage for at komme fri af det vejskilt hun havde ramt.
Da han tog kontakt til kvinden, fik han staks mistanke om, at hun var påvirket, og han kontaktede derfor politiet, der bad ham om at forsøge at få fat i bilnøglerne, så kvinden ikke kunne køre videre.
Det lykkedes den 58-årige mand at få nøglerne ud af tændingen, hvorefter kvinden steg ud af bilen og begyndte at forlade stedet til fods. Den 58-årige mand fik hende dog retur til bilen, hvor de afventede politiet.
Da politiet ankom til stedet, blev den 48-årige kvinde alkometertestet, og det afslørede, at hun havde en promille over 2,0, hvorefter hun blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, og bilen blev beslaglagt med henblik på konfiskation.
Det viste sig også, at kvinden allerede havde fået administrativt inddraget førerretten, hvorfor hun også blev sigtet for kørsel uden førerret. Senere på dagen blev varebilens 60-årige mandlige ejer desuden sigtet for at have overladt førerretten til en person uden kørekort.