Mandag fik Østjyllands Politi to anmeldelser fra ældre kvinder, der begge var blevet ringet op af mænd, som påstod, at de var fra politiet.
Ved 13.30-tiden var en 77-årig kvinde fra Lystrup blevet ringet op af en person, som præsenterede sig som værende fra Helsingør Politi. På kvindens display kunne hun også se et telefonnummer, som passede med Helsingør Politis hovednummer.
Manden i røret fortalte kvinden, at der var en person, som forsøgte at oprette et lån i hendes navn på 30.000 kr. Den falske politimand bad derefter kvinden om at overføre pengene til en sikkerhedskonto ved politiet. Undervejs beroligede han hende desuden med, at samtalen ville blive optaget.
Kvinden flyttede derefter penge fra flere konti over på den konto, hun var blevet bedt om. Kort efter blev hun dog ringet op af sin bank, der fik kvindes konti spærret og vejledte kvinden til at anmelde bedrageriet til politiet.
Falsk politimand ville have kontooplysninger
Senere på eftermiddag modtog Østjyllands Politi en anmeldelse fra en 70-årig kvinde fra Mårslet om et lignende forsøg på svindel.
Den 70-årige kvinde var lørdag aften blevet ringet op af en mand, som fortalte, at han var fra politiet i Holstebro. Også denne gang svarede nummeret, manden ringede fra, til et rigtigt nummer til politiet i Holstebro.
Manden i røret fortalte denne gang, at kvindes konto var blevet hacket, og at hun derfor skulle sende ham sine kontooplysninger. Dette kunne kvinden dog ikke, da hun var dårligt seende. Hun bad derfor manden i telefonen om at ringe til sin søn i stedet.
Sønnen modtog aldrig et opkald, og det navn, manden havde opgivet, svarede ikke til nogen politiansatte. Hun fik derfor aldrig opgivet et kontonummer, og der blev ikke hævet penge på kvindes konti.