En 41-årig mand som i forvejen var sigtet i en sag om mishandling af en hest på en rideskole, er nu blevet sigtet i en anden sag fra samme rideskole.
Den 41-årig blev anholdt 31. august og sigtet for uforsvarlig behandling af en hest på Holbæk Rideskole natten til den 24. august. Overvågning fra rideskolen viste, at en mand i løbet af natten uberettiget havde opholdt sig i hestestalden, hvor han havde behandlet en hest uforsvarligt.
Politiets efterforskning har ført til, at den 41-årige også er blevet sigtet i en sag fra september 2020, hvor en hest fra samme rideskole blev mishandlet og efterfølgende måtte aflives.
Sagerne vil nu blive forelagt for Det Veterinære Sundhedsråd for at få en sagkyndig vurdering af, hvordan grovheden i behandlingen af hestene i de to sager bør vurderes.
Anklagemyndigheden vil herefter tage stilling til, hvordan det strafferetlige i sagerne om overtrædelse af dyrevelfærdslovgivningen forventes afgjort.