19-årig sigtet for butikstyveri og vold

Foto: Kim Matthai Leland.

Mandag morgen ved 8.30-tiden kontaktede personalet i Fakta i Skødstrup politiet og fortalte, at de stod med en aggressiv 19-årig mand, som havde stjålet fra butikken og efterfølgende begået vold mod en medarbejder. 

Ifølge medarbejderne havde manden taget en 12-pack med øl fra butikken, og da han ville gå fra stedet uden at betale, konfronterede en butiksansat ham ved udgangen. 

Her kastede den 19-årige ifølge personalet øllene på medarbejderens ben, og da medarbejderen fortsat holdt ham tilbage, slog den 19-årige ham med en knyttet næve. 

Det lykkedes dog at tilbageholde manden, indtil politiet kom frem. Da betjentene ankom sigtede de den 19-årige for butikstyveri og vold. 

Medarbejderen, der var blevet slået, var umiddelbart ikke kommet noget til, oplyser Østjyllands Politi.