Formanden for Fagbevægelsens Hovedorgansation, Lizette Risgaard, har i dag overrakt beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) de over 470.000 underskrifter, der er samlet ind imod regeringens forslag om at afskaffe store bededag.
Underskriftindsamlingen er lavet om til en bog, der – udover at vise hvor mange, som har skrevet under – viser et lille udpluk af de mange kommentarer om store bededag, som danskerne har ville sende til regeringen.
-Bogen her er et klokkeklart udtryk for, at lønmodtagerne føler sig kørt over. Ikke nok med at regeringen med forslaget banker en betonpæl ind i den danske aftalemodel, så tager de med forslaget her både frihed og penge fra helt almindelige lønmodtagere, siger Lizette Risgaard, og fortsætter:
-Hvis et flertal af de valgte på Christiansborg i morgen på trods af den store utilfredshed vedtager at afskaffe store bededag, vil denne dag – tirsdag den 28. februar – blive historisk. Det er nemlig en tredobbelt tragedie. Et historisk lavpunkt, der rammer lønmodtagerne hårdt. Men så sandelig også et lavpunkt for den demokratiske samtale og for en regering, der bryder ind i den danske aftalemodel. Til det sidste håber jeg selvfølgelig, at regeringen vil lytte.
I morgen skal lovforslaget 3. behandles, og en samlet fagbevægelse har de seneste måneder kraftigt anbefalet regeringen at droppe forslaget og i stedet indkalde arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger.
-Selv om et lille flertal i Folketinget – mod al sund fornuft og danskernes ønske – vælger at sløjfe store bededag – har vores arbejde ikke været forgæves. Vi har samlet danskerne i den her sag på kryds og tværs af politisk ståsted, og på rekordtid stået bag danmarkshistoriens største underskriftindsamling. Det skal ikke være nemt at forringe lønmodtagernes rettigheder. Jeg vil derfor også sige tak til alle, der har skrevet under, og på anden vis bidraget til at gøre regering og folketing opmærksom på, at fjernelsen af store bededag er et eklatant angreb på den danske model, siger Lizette Risgaard.