En 71-årig mand er blevet varetægtsfængslet, sigtet for at have stukket en 70-årig kvinde i ryggen med en kniv.
Overfaldet, der tilsyneladende var helt umotiveret, skete mandag eftermiddag ved Vestsjællandscentret i Slagelse.
Politiet rykkede talstærkt ud til stedet, som hurtigt blev afspærret.
Kort efter så en politipatrulje i nærheden en mand, som passede på signalementet af gerningsmanden. Der var tale om en 71-årig mand, som blev anholdt og sigtet for kvalificeret vold.
Kvinden blev bragt til behandling på sygehuset i Slagelse, og kunne meldes uden for livsfare.
Den 71-årige blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør, og her valgte retten at varetægtsfængsle ham i fire uger.