Jensens Bøfhus tabte sag om lønkompensation i Arbejdsretten

Det var lovligt, da fagforbundet 3F i marts sidste år varslede blokade og strejke for 26 medarbejdere hos Jensens Bøfhus. Det afgjorde Arbejdsretten i dag.

Ledelsen hos Jensens Bøfhus mente, at konflikten var ulovlig, fordi den foregik under coronanedlukningen, og der derfor var tale om særlige forhold.

Fordi Jensen Bøfhus var i konflikt kunne virksomheden ikke få lønkompensation fra staten, da staten ikke blander sig i en arbejdskonflikt ved at betale offentlige ydelser til nogen af de stridende parter – det såkaldte neutralitetsprincip. Derfor kan medarbejdere i konflikt ikke modtage dagpenge, sygedagpenge osv. Ligesom en arbejdsgiver i konflikt heller ikke kan modtage statslige ydelser som fx lønkompensation.

Arbejdsretten fastslår i dommen, at 3F’s konflikt var en reaktion på Jensens Bøfhus A/S frigørelseskonflikt: ”Hovedformålet hermed var (og er) at fastholde og forsvare veletablerede overenskomstmæssige positioner for serveringspersonale hos virksomheden… ” og derfor havde et rimeligt fagligt formål med konflikten.

Konflikten mellem 3F og Jensens Bøfhus startede, da virksomheden ønskede en ny overenskomst i stedet for den man i forvejen havde, som var indgået mellem 3F og Horesta.

Virksomheden lavede lockout af medarbejderne og opsagde overenskomsten, og 3F svarede igen med blokade og strejke.

More From Author

Fremmed mand ville vise piger “noget”

Grizzlybjørn

Kvinde dræbt af bjørn – Nu er bjørnen skudt