Fremover skal et uafhængigt organ af eksperter rådgive regeringen om indsatser på naturområdet.
Forskere, grønne organisationer og et flertal i Folketinget enige om, at Danmark skal være vildere. Men hvordan skaber vi mere vild natur på en måde, så det gavner dyr og planter mest muligt?
Det skal et nyt Biodiversitetsråd fremover hjælpe regeringen med at finde ud af.
Sammen med aftalepartierne bag Natur- og Biodiversitetspakken har miljøministeren nu fastlagt rammerne for, hvordan det nye råd skal arbejde. Dermed får Danmark for første gang et uafhængigt ekspertorgan, som udelukkende vil fokusere på biodiversitet.
– I årtier er det gået tilbage for vores natur. Derfor har vi på finansloven afsat 888 millioner kr. til at vende udviklingen. Biodiversitetsrådet skal levere uafhængig rådgivning om, hvordan vi bedst implementerer natur- og biodiversitetspakken, passer bedre på naturen herhjemme og lever op til vores internationale forpligtelser på naturområdet, siger miljøminister Lea Wermelin.
Eksperter indstilles af universiteterne
Rådet kommer til at bestå af en formand og otte menige medlemmer, som alle bidrager med forskellig ekspertise til, hvordan vi forbedrer biodiversiteten i Danmark. Det gælder for eksempel viden om natur, miljø, økonomi og friluftsliv.
Formanden og de otte medlemmer udpeges af miljøministeren for perioden 2021-2024, og Rektorkollegiet skal indstille kandidater. Den proces går i gang nu.
Når medlemmerne og formanden er fundet, vil biodiversitetsrådet blandt andet hvert år skulle udarbejde en rapport om indsatser for natur og biodiversitet og indsatser i natur- og biodiversitetspakken, hvor der er afsat 888 mio. kr. til blandt andet at udlægge mere urørt skov og etablere op mod 15 nye naturnationalparker.