En parkeringsvagt på arbejde reagede prompte, da han kort før klokken 14 mandag eftermiddag så røg komme ud fra en lejlighed på fjerde sal i Vestergade i Aarhus C.
P-vagten, der tidligere har været deltidsbrandmand, tog fat i nogle forbipasserende på gaden og fik dem til at ringe 112, hvorefter han løb ind i opgangen og begyndte at få folk ud fra deres lejligheder.
Han nåede næsten at evakuere samtlige beboere, før brandvæsnet kom frem og tog over.
Omkring kl. 14.15 var branden slukket.
Der var sket omfattende skader på lejligheden, men, ifølge Østjyllands Politi, var ingen personer umiddelbart kommet noget til. Heller ikke parkeringsvagten, som var en tur på skadestuen til tjek.
Den unge kvinde, der bor i lejligheden, forklarede, at branden formentligt var opstået, fordi hun havde efterladt et par tændte fyrfadslys og en ulmende cigaret i lejligheden, mens hun var på en lille tur.
Hun blev derfor sigtet efter beredskabsloven ved at have være uforsigtig med ild.