To mænd på 30 og 32 år er blevet idømt lange fængselsstraffe i en sag om narkohandel.
Efter forudgående efterforskning beslaglagde Københavns Vestegns Politi den 3. december sidste år i alt 4,8 kilo amfetamin i en bolig i Galgebakken i Albertslund.
Den 30-årige indehaver af boligen og en anden mand på 32 år fra København blev anholdt samme dag og varetægtsfængslet dagen efter.
De to mænd stod tiltalt ved Retten i Glostrup, der endte med at idømme den 30-årige otte års fængsel og den 32-årige seks års fængsel.
-Retten dømte begge ifølge vores tiltale – nemlig for besiddelse af amfetamin med henblik på overdragelse til andre ifølge straffelovens bestemmelser om narkohandel, siger specialanklager Morten Frederiksen.
Begge dømte modtog dommen og er fortsat varetægtsfængslet til straffen kan afsones.
I forbindelse med dommen konfiskerede retten diverse emballage og redskaber til narkosalg samt omkring 80.000 kroner delvist tjent ved salg af narkotika.