Det sociale medie, Twitter, har suspenderet den amerikanske præsident, Donald Trumps konto.
Hvis man besøger kontoen @realdonaldtrump, der er præsidentens private twitter-konto, mødes man af teksten “Kontoen er suspenderet. Twitter suspenderer kontri, der overtræder Twitter-reglerne”.
I onsdag valgte Twitter at udelukke Donald Trump i 12 timer, som følge af tweets (beskeder på Twitter) i forbindelse med stormen på Kongressen, og advarede om, at yderligere overtrædelser af twitters-regler ville resultere i udelukkelse.
Nu har Twitter så helt valgt at suspendere hans konto permanent. Det sker efter at man har undersøgt hans tweets og konteksten omkring dem, og på grund af “risiko for yderligere tilskyndelse til vold”.
Præsidentens officielle konto, @POTUS, er ikke suspenderet.