OL udskydes til 2021

De Olympiske Lege bliver nu udskudt til 2021. Det oplyser Den Internationale Olympiske Komite, IOC tirdag. Beslutning støttes af DIF og Team Danmark.

Efter et længere tilløb meddelte IOC i dag, at OL udskydes til næste år. Det sker som følge af den verdensomspændende corona-krise.

OL skulle efter planen være afviklet fra den 24. juli til 9. august i år i Tokyo. Men den aktuelle situation, har ikke bare gjort det usikkert, om verdens atleter overhovedet kan mødes til sommer, men helt aktuelt har det gjort det meget svært for atleterne at træne og kvalificere sig til den store sportsbegivenhed.

Danmarks Idrætsforbund, DIF, har de seneste dage anbefalet IOC, at udskyde OL:

-Som vi har sagt i nogle dage, så vi ingen anden mulighed end at udskyde OL. Derfor er vi tilfredse med beslutningen, hvis ellers man kan tale om tilfredshed i denne vanskelige tid, siger Niels Nygaard, der er formand for DIF og Danmarks Olympiske Komité. Han fortsætter:

-Nu har vi den udskydelse, som vi håbede på og kan derfor sammen med Team Danmark, de internationale og nationale forbundene og atleterne trække i arbejdstøjet. Der er masser af svære spørgsmål at tage fat på som fx, hvad udskydelsen betyder for atleternes kvalifikationer, for vores økonomi, ja, for hele den danske OL-deltagelse. Svarene har vi ikke endnu, men nu er der endelig en form for ro til at arbejde med udskydelsen.

Også I Team Danmark der tilfredshed med afgørelsen, selvom der nu ligger en svær tid og venter:

-Hvis man ser på OL-udskydelsen, så kan det umiddelbart se let nok ud. For vi holder jo ’bare’ den samme begivenhed det samme sted et års tid senere. Sådan er det desværre ikke. Eksempelvis kan vi ikke bruge de samme penge to gange. Mange af vores midler fra vores kommercielle partnere er allerede brugt på direkte støtte til atleterne, træningslejre og forberedelse. Nu skal atleterne til at forberede sig til OL i endnu et års tid, og det kræver ressourcer. Derfor er det økonomiske område et af dem, som vi først kaster os over, og det er selvsagt ikke nemt i en krisetid, siger Lone Hansen, adm. direktør for Team Danmark og tilføjer:

-Vi har et stort ansvar for at passe godt på vores atleter lige nu. De er naturligvis frustrerede over deres situation, hvor alt lige nu er vent på hovedet, og alle planer skal gentænkes. Her venter et kæmpe arbejde i de kommende uger og måneder.

Med udskydelsen af OL forventes det også, at de Paralympiske Lege udskydes tilsvarende, men der er i skrivende stund ikke kommet en officiel udmelding.

IOC har endnu ikke fastsat en ny dato for afholdelse af OL, men i en pressemeddelelse skriver organisationen, at det ikke bliver senere end sommeren 2021.

Skriv et svar