John Wayne Airport i Orange County, Californien kan meget vel skifte navn efter lokale demokrater har krævet, at lufthavnen dropper sit navn. Årsag? Racistiske kommentarer fra skuespilleren John Wayne.
Det skriver flere amerikanske medier, heriblandt Los Angeles Times.
Kommentarerne fra “The Duke” blev fremsat i et interview med magasinet Playboy tilbage i 1971. Her sagde skuespilleren bl.a.: “Jeg tror på hvidt overherredømme, indtil de sorte er uddannet til at være ansvarlige. Jeg går ikke ind for at give uansvarlige mennesker autoritet og stillinger med ansvar og lederskab”.
I interviewet sagde han også, at selvom han ikke går ind for slaveri, “føler jeg mig ikke skyldig over, at disse mennesker var slaver for fem eller ti generationer siden”.
John Wayne, der nok især var kendt for sine roller i western-film følte ingen anger over den måde, de oprindelige folk blev underkastet af de hvide: “Jeg synes ikke vi gjorde noget forkert i at tage dette storslåede land væk fra dem. Vores så-kaldte tyveri af dette land fra dem var blot et spørgsmål om overlevelse”. “Der var mange mennesker, som havde brug for nyt land, og Indianerne prøvede selvisk at beholde det for dem selv”.
I interviewet med Playboy, kommer der også en kontroversiel udtalelse om homoseksuelle, bl.a. kaldte han filmen “Midnight Cowboy” for “perverteret”.
Orange County Democrats har udover et navneskifte også krævet, at hans statue og andre henvisningerne til John Wayne fjernes fra lufthavnen, og at lufthavnen får sit gamle navn Orange County Aiport tilbage. Lufthavnen blev opkaldt efter John Wayne i 1979 efter dennes død.
Det er ikke første gang, at der har været røster om, at lufthavnen bør skifte navn. Men efter den seneste tids mange protester og fokus på racisme i samfundet efter George Floyds død den 25. maj, er der en reel mulighed for, at et navneskifte kan gennemføres.