Den britiske koreograf Liam Scarlett er død. Nyheden kom dagen efter, at Det Kgl. Teater i København oplyste, at man har valgt at aflyse den kommende sæsons helaftenballet Frankenstein som følge af anklager mod Scarlett om krænkende adfærd i hans funktion som gæstekoreograf.
Ifølge Det Kgl. Teater er der fremkommet oplysninger om uacceptabel adfærd fra Liam Scarletts side over for flere personer blandt Det Kongelige Teaters medarbejdere under prøveforløb i 2018 og 2019.
Liam Scarlett var i 2020 genstand for en undersøgelse i Royal Ballet i London efter anklager om krænkende adfærd. Liam Scarlett stoppede efterfølgende ved Royal Ballet.
Ifølge The Guardian er det endnu ikke oplyst, hvad Liam Scarlett døde af. Liam Scarlet blev 35 år.
I en meddelelse fra familien hedder det: “Det er med stor sorg, at vi oplyser, om den tragiske og alt for tidlige død”.