Fire udenlandske frivillige soldater dræbt i Ukraine

To amerikanere, en canadier og en svensker er blevet dræbt af russiske granater i Donbasregionen.

Det skriver UPI.com.

De to amerikanere Luke Lucyszyn og Bryan Young, canadieren Emile-Antoine Roy-Sirois og svenske Edvard Selander Patrignani var alle frivillige i den ukrainske hær og blev, ifølge deres kommandør, Ruslan Miroschnichenko, dræbt den 18. juli, skriver UPI.

Til den svenske avis, Göteborgs-Posten fortæller en af Edvard Selander Patrignani soldaterkammerater, svenske Tobias Engqvist, at de fire blev dræbt af russiske granater. En granat havde såret Luke Lucyszyn og gruppen ville derfor beskytte ham, indtil de kunne flytte ham til den nærliggende bunker. Men de nåede det ikke, før endnu en granat slog ned, præcis hvor de befandt sig.