De nye retningslinjer for åbningen af serveringssteder er netop kommet. Og her fremgår det, at et coronapas ikke er nok – man skal også bestille bord mindst en halv time før, man ankommer.
I næste uge kan restauranter, caféer, barer og værtshuse igen slå dørene op for både spisende og drikkende gæster, hvad enten de vil sidde ude eller inde efter et bredt politisk flertal af Folketingets partier har besluttet at fremrykke genåbningen af indendørsservering fra den 6. maj til den 21. april. Dermed bliver både indendørs- og udendørsservering åbnet i næste uge.
Erhvervsministeriet har her til morgen udsendt de opdaterede retningslinjer og af dem fremgår det, at der for udendørsservering ikke vil være krav om coronapas eller noget arealkrav, mens der for indendørsservering vil være krav om coronapas og et midlertidigt krav om forudgående bordbestilling. Helt konkret betyder det, at gæster på indendørsserveringssteder skal lave en reservation mindst 30 minutter før ankomsten.
Serveringssteder åbner med arealkrav på 2 m2 for siddende servering og 4 m2, hvis der ikke siddes ned. Det svarer til de krav, der var, inden serveringsstederne blev lukket ned i december.
Restauranter, cafeer mv. får lov til at holde åbent til 23 – dog med sidste udskænkning kl. 22.