Statsminister Mette Frederiksen havde tirsdag aften indkaldt til såkaldt “doorstep”, et mere uformelt pressemøde, foran glasdøren i Statsministeriet for at tale om situationen efter lækagerne ved Nord Stream 1 og 2.
På mødet fortalte statsministeren, at der er konstateret tre lækager, og der ikke var tale om uheld, men om “bevidst handling”.
Mette Frederiksen fortalte også, at der har været eksplosioner på rørledningerne umiddelbart før lækagen. Eksplosionerne er blevet målt af seismologiske målestationer, og er af en type, som ikke passer med jordskælv.
De tre lækager er fundet sted i internationalt farvand, men i den danske og svenske eksklusive økonomiske zone. Regeringen mener ikke, at der er tale om et angreb mod Danmark.
På mødet oplyste klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, at sektorberedskabsniveauet for el- og gassektorerne er blevet hævet til niveau 4 ud af 5, hvilket bl.a. betyder, at virksomhederne skal skærpe sikkerheden omkring deres anlæg. dvs. mere kontrol med bygninger, anlæg og installationer, og gennemgår vagtplaner og sikre sig, at det nødvendige mandskab er tilstede.
Dan Jørgensen fortalte også, at da der ikke har været transporteret gas med de to rørledninger den seneste tid, får lækagerne ikke konsekvenser for forsyningssikkerheden for Danmark eller Europa -på den korte bane, i hvert fald.
Udenrigsminister Jeppe Kofoed oplyste, at man dagen igennem har været i dialog med ligesindede lande omkring Østersøen. Man vil i morgen orientere Rusland om situationen, oplyste ministeren adspurgt af pressen.
Forsvarsminister Morten Bødskov kunne fortælle, at Forsvaret øger tilstedeværelsen i området omkring de tre lækager, bl.a. for at sørge for, at skibe kan passere forbi områderne sikkert. Morten Bødskov oplyste også, at han i morgen rejser til Bruxelles for at mødes med NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg.