Fra i dag sidestiller Sundhedsstyrelsen Covid-19 med andre former for luftvejsinfektioner og dropper dermed specielle retningslinjer for Covid-19.
Det er de aktuelle smittetal og efterårets store tilslutning til Covid-19 vancinationsprogrammet, høj befolkningsimmunitet efter både vaccination og tidligere smitte, og at omikron-varianten giver mindre alvorlig sygdom, der har fået Sundhedsstyrelsen til at ændre retningslinjer for den sygdom, som ellers har holdt landet lukket ned i lange perioder, siden første danske tilfælde blev opdaget i starten af 2020.
-Der er ikke længere behov for meget specifikke retningslinjer for covid-19 i forhold til andre sygdomme, for eksempel at personer med en positiv test for covid-19 isolerer sig i mindst fire dage. Det er til gengæld vigtigt, at vi husker hinanden på at forebygge smitte med alle former for luftvejsinfektioner, for også influenza kan give alvorlig sygdom hos ældre og kronisk syge og belaste sundhedsvæsenet. Man skal blive hjemme, hvis man er syg – uanset om man tror, at det er covid-19, influenza eller en anden luftvejsinfektion”, siger konstitueret enhedschef i Sundhedsstyrelsen Line Raahauge Hvass.
Sundhedsstyrelsen anbefaler kun, at man testes for covid-19, hvis man har symptomer, er i en risikogruppe og testen er relevant for behandling. Det kan være, hvis man har symptomer, og man er i en risikogruppe, der kan have gavn af tidlig behandling mod covid-19. Risikogrupper kan være ældre, særligt med samtidig kronisk sygdom eller andre risikofaktorer, hvis man er over 50 år og aldrig er blevet vaccineret, eller hvis man er gravid.
Det anbefaldes heller ikke længere, at alle der indlægges akut på hospital, skal testes for covid-19 uanset symptomer. Der anbefales heller ikke særlige forholdsregler for at forebygge smitte med covid-19 i forbindelse med fødsel. Personalet bør dog tage relevante forholdsregler, hvis den gravide eller partner har symptomer på en infektion i luftvejene, ved for eksempel at bruge værnemidler.
Lette symptomer som stoppet næse, let irritation af svælget, enkelte host giver som udgangspunkt ikke anledning til test og særlige forholdsregler.
Hvis der er særlige forhold, der taler for ekstra forsigtighed, for eksempel mange patienter med svært nedsat immunforsvar, kan den lokale ledelse på en sygehusafdeling udarbejde lokale retningslinjer som supplement til denne retningslinje. Ligeledes gælder aftalen om den særlige testindsats af medarbejdere på social- og ældreområde fortsat, og ved positiv test anbefales det, at medarbejderen ikke møder ind på arbejde.
:NB: