Den russiske ambassadør har fredag værer til samtale med Udenrigsministeriets politiske direktør. Mødet fandt sted som reaktion på de russiske krænkelser af dansk territorialfarvand tidligere i dag.
Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
-Rusland ser igen stort på den internationale regelbog ved ikke at respektere landegrænser. Det er blevet kommunikeret i meget klare vendinger til den russiske ambassadør, at den her slags handlinger er fuldstændig utilstedelige, udtaler udenrigsminister Jeppe Kofod.
Krænkelserne af dansk territorialfarvand er sket ikke lang tid efter, et russisk militærfly krænkede dansk luftrum.
Ifølge Forsvarskommandoen var der tale om en russisk Korvet som to gange i nat krænkede det danske territorialfarvand nord for Christiansø. Efter et kald på civil VHF-radio fra Søværnets maritime indsatsenhed forlod det russiske skib straks dansk territorialfarvand.
-Lad mig sige det klart: bøllemetoder virker ikke mod Danmark. Vi vil ikke acceptere den slags russiske provokationer. Derfor reagerer vi konsekvent og prompte. Jeg synes det er sigende, at mens vi i Danmark fejrer demokratiet, den frie samtale og folkestyret på Folkemødet, så vælger Rusland at fremture med den slags provokationer med militærfartøjer. Det taler for sig selv, udtaler udenrigsminister Jeppe Kofod.