Per Christensen er færdig som forbundsformand for landets største fagforbund, 3F.
Forbundets hovedbestyrelse var tirsdag indkaldt til ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde efter BT har beskrevet hvordan Per Christensen har levet et dobbeltliv, hvor flere kvinder føler sig bedraget.
Til 3F’s eget medie Fagbladet, siger næstformand Tina Christensen:
-Der er i den seneste tid sået stor tvivl om tilliden til Per Christensen som 3F’s formand. Der skal altid være endda meget stor tillid til personen i spidsen for vores fællesskab, og derfor er både vi og Per Christensen af den opfattelse, at det er bedst for 3F og vores medlemmer, at han nu stopper. Måske var det engang sådan, at man kunne skille privatliv og arbejdsliv, når man var en fremtrædende figur. Det kan man ikke, når det vedrører forhold af en karakter som i den aktuelle situation. Det har både vi og Per Christensen erkendt. Derfor stopper han nu som formand i en gensidig forståelse.
Per Christensen blev valgt som formand for 3F i 2013. Inden da havde han i flere år været forbundssekretær.