Over hele lande er der mangel på medarbejdere i ældreplejen – og særligt denne sommer, er ældreplejen ramt af mangel på sommervikarer.
En af de kommuner, der oplever problemet er Vejen Kommune. Her siger borgmester Egon Fræhr:
-Vi har store udfordringer i forhold til rekruttering, og der er flere steder inden for ældreplejen, hvor vi ikke er lykkedes med at ansætte nok personale. Det skyldes, at mange af de unge mennesker, som plejer at være sommervikarer hos os, og som vi er glade for at have, de i denne tid har job som podere i stedet.
Den akutte mangel på personale betyder, at der disse steder kan være opgaver, der udsættes eller udføres mindre grundigt, men medarbejderne gør, hvad de kan for at løse de mest nødvendige opgaver og for at borgerne skal mærke så lidt som muligt til manglen på personale.
I Vejen Kommune håber man på borgernes overbærenhed:
-Vi beder om, at befolkningen bærer over med os. Og hvis du er pårørende eller nær ven med en ældre, der får hjælp, så må du gerne gøre hvad du kan for at hjælpe og holde ekstra øje med de svage borgere, lyder opfordringen fra Egon Fræhr.
For at afhjælpe situationen er man i Vejen Kommune i gang med forskellige tiltag. Sammen med Jobcentret arbejder man på at få flere personer ansat, ligesom man har en strategi for fremtiden, der skal få flere uddannet og gøre det mere attraktivt, at arbejde på området.