Henrik Qvortrup skal være ny chefredaktør på Ekstra Bladet. Det oplyser JP/Politikens Hus.
Henrik Qvortrup kommer fra en stilling som politisk redaktør på B.T. Før det var han politisk kommentator på Ekstra Bladet, ligesom han tidligere har været politisk redaktør på TV2, chefredaktør på Se & Hør, chefredaktør på B.T. og særlig rådgiver for Anders Fogh Rasmussen.
Som chefredaktør på ugebladet Se & Hør var modtager af tips fra den såkaldte Tys-Tys-Kilde, en it-specialist som via sin stilling holdt øje med kendte menneskers kreditkorttransaktioner og tippede Se & Hør mod betaling. For sin del i sagen fik Henrik Qvortrup i november 2016 en dom tre måneders ubetinget fængsel, et års betinget fængsel samt 200 timers samfundstjeneste
-Se og Hør-sagen er mit livs største fejltagelse. Jeg har modtaget min dom og har afsonet den. Og det er klart, at jeg har lært rigtig meget af min fejl, siger Henrik Qvortrup i dag i en pressemeddelese fra JP/Politikens Hus.
Om sit kommende arbejde på Ekstra Bladet siger Qvortrup i samme pressemeddelelse:
-Ekstra Bladet er – når det er skruet rigtigt sammen – indbegrebet af den fjerde statsmagt. Den position agter jeg at udbygge yderligere. Jeg glæder mig til at sætte mit præg på et medie, der skal være ambassadør for den store del af danskerne, der i dag ikke oplever sig repræsenteret af samfundseliten.
Henrik Qvortrup tiltræder posten om ansvarshavende chefredaktør senest 1. juli.