I dag er regeringsens forslag om afskaffelse af Store Bededag til afstemning i Folketinget.
-Vi har advaret imod at gribe ind i den danske model og bare at tromle lovforslaget om afskaffelsen af store bededag igennem. Vi har i et høringssvar påpeget, hvor mange problemer det skaber, hvis man nedlægger en helligdag, og samtidig ser stort på aftalerne på arbejdsmarkedet. Vi har indtrængende bedt om at blive indkaldt til en trepartsforhandling for at afbøde for de værste konsekvenser af en sådan lov. Men vi er på groveste vis blevet ignoreret, og mangler stadig at få svar på, hvordan regeringen vil løse de problemer, den skaber. Det er ganske enkelt en skændsel, siger FOAs forbundsformand Mona Striib forud for dagens tredjebehandling af regeringens lovforslag om at sløjfe store bededag.
Gør regeringspartierne Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne – samt de radikale – alvor af at stemme for lovforslaget, er bededagen afskaffet allerede fra næste år.
Mistet indkomst
Ifølge FOA vil den mistede helligdag betyde, at mange lønmodtagere mister indkomst i form af de omkring 50 millioner i tillæg som ansatte som social- og sundhedsassistenter på plejecentre, pædagogiske assistenter på botilbud, kantineansatte på sygehuse og alle mulige andre, som normalt tager en vagt på store bededag får. For regeringen vil kun kompensere lønmodtagerne lønmæssigt for en almindelig arbejdsdag.
-Det er rent ud sagt tyveri af tillæg, som de ansatte har forhandlet sig frem til, og betalt for ved overenskomstbordet, siger Mona Striib.
Oprindeligt lancerede regeringen afskaffelsen af Store Bedag, som en måde at skaffe penge til finansiering af forsvaret.
-Dén metode, at en regering skal kunne gå på strandhugst i overenskomsterne for at finde penge til finansiering af et projekt, bliver vi nødt til at sige klart nej til, siger FOA-formanden og tilføjer:
-Så er det bare ekstra absurd og helt kafkask, når landets fremmeste økonomer på stribe endda afviser, at afskaffelsen af bededagen skulle have en varig økonomisk effekt. Tværtimod kan lovforslaget komme til at koste arbejdspladser.
Skammens dag
I går overrakte formanden for Fagbevægelsens Hovedorgansation, Lizette Risgaard, 470.000 underskrifter, der er samlet ind imod regeringens forslag om at afskaffe Store Bededag. Modtageren var Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)
-Det er muligt, jeg bliver skuffet. Men jeg håber til det sidste, at de folkevalgte efterkommer vælgernes ønske, og stemmer imod lovforslaget. Sker det ikke bliver i dag en skammens dag, siger Mona Striib.