Først røg direktøren, nu er hele bestyrelsen afsat – DanBred’s ejere vil have genoprettet tilliden til virksomheden.
Onsdag trak genetikselskabet Danbred’s administrerende direktør Thomas Muurmann Henriksen sig fra posten, efter mediet Finans havde skrevet om hvordan tre yngre kvindelige ansatte var blevet udsat for upassende og krænkende adfærd af Thomas Muurmann Henriksen.
Lørdag eftermiddag meddelte Landbrug & Fødevarer, der er medejer af Danbred, at samtlige bestyrelsesmedlemmer og formandsmandskab træder tilbage.
De nærmere detaljer om den nye bestyrelses sammensætning afklares snarest, men allerede nu er det besluttet, at medarbejdervalgte repræsentanter vil få plads i bestyrelsen.
I en pressemeddelelse skriver Landbrug & Fødevarer:
“Den nye bestyrelse vil have det som sin altoverskyggende prioritet at genoprette tilliden til selskabet, både blandt medarbejderne og i forhold til DanBreds omverden.
Forandringerne sker som følge af den kritik, der er rejst i forbindelse med sager om grænseoverskridende adfærd fra den nu fratrådte adm. direktør. Den samlede ejerkreds har vurderet, at der skal nye kræfter til i DanBreds ledelse.
Der er enighed om, at der er sket fejl i den måde, bestyrelsen i selskabet har ageret på, og at der nu udestår et stort arbejde med at genoprette tilliden over for medarbejdere, leverandører, samarbejdspartnere og ikke mindst de berørte kvinder.”
Danbred ejes af Landbrug & Fødevarer, DBI Holding og Danish Agro.