En højtplaceret leder i fagforbundet 3F fratræder nu sin stilling i forlængelse af en MeToo-sag om krænkende adfærd, som er under behandling i forbundet.
– Vi besluttede i ledelsen for fjorten dage siden at sende den pågældende på orlov, siger 3F’s konstituerede formand Tina Christensen.
– Siden har vi haft dialog med den pågældende, og begge parter er blevet enige om, at det er bedst, hvis den pågældende fratræder sin stilling.
Tina Christensen understreger, at sagen – som drejer sig om konkrete hændelser i 2019 – ikke er afgjort, og at 3F ikke med aftalen om fratrædelse for den pågældende har taget stilling til eller forskud på det konkrete udfald af sagen og indholdet i anklagerne.
Da aftalen om fratrædelse er en personalesag, ønsker 3F ikke at udtale sig yderligere om den konkrete fratrædelse.
Tina Christensen understreger, at 3F har nul-tolerance overfor MeToo-sager:
– Vi oprettede sidste år en ekstern whistleblower-ordning for medarbejdere, der kan indberette krænkende adfærd til en ekstern instans.
– Og vi har opfordret samtlige medarbejdere i 3F til at bruge whistleblower-ordningen, hvis de bliver bekendt med eller involveret i Metoo-sager.