En 21-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for drab på en 55-årig kvinde
Nordsjællands Politi fik mandag morgen klokken 08.27 en anmeldelse om, at en kvinde var blevet stukket med kniv og herefter afgået ved døden i en ejendom på Pyramidestien i Tisvildeleje. Det var den 21-årige mand selv, som anmeldte hændelsen, og han blev kort efter anholdt uden nogen form for dramatik.
Den 21-årige har en familiemæssig relation til den 55-årige kvinde.
Nordsjællands Politi var hele mandagen på gerningsstedet, hvor flere patruljer, hunde og teknikere undersøgte ejendommen og det omkringliggende område for spor.
– Vi er i fuld gang med at klarlægge hændelsesforløbet og motivet ud fra de oplysninger og spor, som vi indtil nu har i sagen, siger politikommissær Jakob Rahbek fra Nordsjællands Politi.
Varetægtsfængslet
Tirsdag blev den 21-årige fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre ved Retten i Helsingør, som besluttede, at han skal være varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.
:NB: