Tre personer fra lægeklinik sigtet i sag om svindel med offentlige tilskud

Doctor Medical Medicine Health

Tre personer med tilknytning til en lægeklinik i Charlottenlund er blevet sigtet for uberettiget at skaffe sig betaling for ydelser.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

I forbindelse med en ransagningsaktion på flere adresser har Nordsjællands Politi sigtet de tre personer på baggrund af en anmeldelse fra Region Hovedstaden.

De er sigtet for at have foretaget registreringer af fiktive ydelser i flere patienters og ansattes navne samt dobbeltfaktureringer, hvor lægehuset har modtaget betalinger fra borgere og afregning fra regionen flere gange for de samme ydelser.

-Vi er i fuld gang med efterforskningen, og er nået så langt, at vi i dag har kunne sigte de tre personer. Efterforskningen er dog på ingen måder færdig, og der ligger fortsat et stort arbejde for at få samlet puslespillet og få klarlagt den endelige rollefordeling, der har været i lægehuset, siger politikommissær Jesper von Bülow.

Som en del af den videre efterforskning vil der blive foretaget flere afhøringer i sagen, ligesom der er store mængder data der skal behandles. Herefter bliver sagen oversendt til anklagemyndigheden, som skal træffe beslutning om, hvorvidt der skal rejses tiltale mod en eller flere af de sigtede.

:NB: