Syv mænd dømt for medvirken i groft overfald

Justice Statue Lady Justice

Syv mænd i alderen 18 – 36 år er tilsammen blevet idømt 9 år og 8 måneders fængsel for medvirken i et groft overfald på en 26-årig mand fra Odense.

Overfaldet skete den 5. marts 2021 på Nyborgvej ved Vildrosevej i Odense, hvor en bil med vilje kørte ind i den 26-åriges bil, hvorefter han blev overfaldet og stukket ned samt sparket og slået.

Forud for overfaldet havde flere biler i minimum en halv time kørt i kortege rundt i området med et ikke afklaret formål. Kort før gerningstidspunktet får de pludselig kontakt med den 26-åriges bil, hvorefter de kører efter ham og forsøger at afskære ham mulighed for at komme væk. Det ender med, at den 26-årige kører fra Vildrosevej, hen over fortovet og videre ud på Nyborgvej. En af de efterfølgende biler kører efter ham i høj fart og kører sin bil direkte ind i den 26-åriges bil.

Derefter forsøger den 26-årige af slippe væk til fods, men flere personer fra de forfølgende biler springer ud af bilerne og løber efter ham. Det ender med, at han falder og derefter bliver stukket med en kniv samt udsat for både spark og slag, hvorefter gerningsmændene stikker af fra stedet i deres biler.

Den voldsomme hændelse blev optaget af flere overvågningskameraer i området. På baggrund af disse optagelser samt politiet efterforskning, blev i alt syv personer identificeret og tiltalt i sagen for medvirken ved ledsagelse og passivitet til overfaldet. 

Ved Retten i Odense blev en 18-åri mand idømt 1 års fængsel, en anden 18-årig blev idømt 1 år og 3 måneders fængsel. En 19-årig blev idømt 2 års fængsel, en 20-årig blev idømt 2 års fængsel, en 21-årig er idømt 8 måneders fængsel, en 23-årig er idømt 1 år og 6 måneders fængsel og en 36-årig er blevet idømt 1 års fængsel samt udvisning af Danmark i 12 år.

Fire af de dømte er varetægtsfængslet – den ene in absentia, han er derfor nu efterlyst af politiet.
De dømte udbad sig alle betænkningstid med hensyn til eventuel anke.

Usædvanlig sag

Sagen er udsædvanlig hvor de dømte blev fundet skyldige i medvirken ved ledsagelse og passivitet i knivoverfaldet på den 26-årige mand. 

-Det er en usædvanlig sag, fordi vi faktisk ikke har kunnet fastslå, hvem der stak med kniven, men ud fra efterforskningen og ikke mindst overvågningsbillederne er det tydeligt at se, at de nu dømte deltog i overfaldet netop gennem at løbe efter manden – altså deres ledsagelse, og gennem passivitet – det faktum at de intet gjorde for at forhindrede overfaldet, og at de på den måde deltog passivt i det. Dommen er derfor vigtig, fordi den slår fast, at man godt kan være skyldig ved at indgå i et overfald gennem at være aktivt til stede og blot forholde sig passivt, siger specialanklager Klaus Lauridsen fra Fyns Politi.