Peter Madsen i dramatisk flugtforsøg

Drabsdømte Peter Madsen forsøgte tirsdag at flygte fra Herstedvester Fængsel ved hjælp af en attrappistol og bombebælte-attrap.

Københavns Vestegns Politi oplyser, at man klokken 10.21 modtog anmeldelse om flugten fra Herstedvester Fængsel.

Det resulterede i en stor udrykning og kort efter blev Peter Madsen anholdt på Nyvej i nærheden af fængslet.

Han blev ilagt håndjern, og da det blev konstateret, at han bar et mistænkeligt udseende bælte, som man frygtede kunne være et bombebælte, trak patruljen sig tilbage og bevogtede ham.

Området blev afspærret og forsvarets ammunitionsrydningstjeneste blev tilkaldt for at vurdere det mistænkelige bælte. 

Bæltet blev frataget Peter Madsen.

Peter Madsen vil blive sigtet for forsøg på fangeflugt ifølge straffelovens § 124 – og det vurderes, om andre sigtelser skal rejses. 

Københavns Vestegns Politi efterforsker nu de nærmere omstændigheder omkring flugtforsøget.